Optakt del 3.

År 2517

Den oplyste forhal, som udgør ventesalen til at komme i audiens til Valggreve Valmir Von Raukov, gav et rungende ekko af træhæle mod det hårde stengulv. Seraphina Krieger Von Raukov, Alexander Von Raukov’s generalfrue, havde fået nys om det Averlandske delegation, som var ankommet tidligere på dagen, og efter snart et år uden særlig meget nyt fra Alexander og hans fangeskab i Averheim, følte hun at hun bestemt var berettiget til at få de seneste nyheder som en af de første. Hun havde været midt i en diskussion med sin vaskekone omkring opdragelsen af sine 2 ældste sønner. Hendes sønner havde trukket en ond orne ind fra svinestien, og sluppet den løs i vaskekælderen. Vaskekonen var rød i ansigtet over al det snavsede vasketøj som var gået til spilde, mens Seraphina mente at det blot var en uskyldig drengestreg, som vaskekonen blot skulle acceptere, grundet deres relation med selveste Valggreven. De to stolte kvinder stod fast på hvert deres, da Hugo Glüken, Seraphina’s personlige assistent, endelig fik lokaliseret hende gennem den højlydte diskussion. ”Magdalena Leitdorf er ankommet med sit følge, og hun har en besked med fra Marius Leitdorf angående Alexander,” nåede han at overbringe, inden Seraphina himlede med både øjne og arme, efter hun hastigst indvilligede i at lade drengene vaske det beskidte tøj, og hjælpe til i vaskeriet i den næste uge. Et gevaldigt stik i hendes stolthed, men efter hjemrejsen fra konfrontationen, der ledte til et nederlag til søstrene fra Averland, havde hendes sociale status ikke været den samme. Der blev snakket i krogene, især omkring hendes graviditet, og det faktum at Alexanders tredje barn var blevet født uden hans tilstedeværelse, kunne mærke en dalende støtte fra Valmir og resten af hoffet. Nyheder fra Averland er afgørende for at hun ikke skal falde dybere på den sociale rangstige, koste hvad det vil! Nu måtte det være nok, og især når selveste Magdalena kommer med nyhederne, havde hun set sit snit for at retmæssigt at træde i karakter. Nu skal det være slut med ydmygelserne, og alt vil komme på sin retmæssige plads igen.

I den oplyste forhal blev Seraphina mødt af Marcus Niemann Thaler og Ingolf Käse, hendes 2 taktikere som også havde fået overbragt beskeden om det adelige besøg i Wulfenburg. En hurtig udvekslen afslørede, at de ikke var informeret om indholdet af beskeden fra Marius. Valmir havde mødt hende alle med et køligt sind efter hendes tilbagekomst fra nederlaget, og det faktum at Alexander var endt som fange hos selveste Marius Leifdorf, trods hans formodede død, var kun grund til ekstrem spekulation. Hvad har den galning nu gang i? Halvdelen af kejserriget havde været på den anden ende i hans fravær, og selveste kejseren måtte tage personlig affære for at dæmme for den opblussende konflikt. Marius’ tilbagekomst var ikke blevet set som en velsignelse i Ostland, og de tilstødende nabostater, og selv Valmir kunne få et rødt ansigt, når snakken faldt på Marius’ genopståelse fra de døde. Det var derfor et emne, man havde undgået at adressere i Valggrevens påhør, og der var derfor ikke truffet nogen aktive beslutninger på området. Valggrevens kontor havde begrænset adgang, men ukendte skikkelser var kommet og gået i de sene aftentimer. Seraphina og hele hendes hof havde holdt vejret, mens vi lyttede så meget som de kunne, dog uden noget resultat. Nu var øjeblikket endelig kommet, hvad var Alexanders skæbne? Hvad skal der ske med dem selv?

Den store egetræsdør til riddersalen var lukket, og foran stod lige så mange soldater, som døren var bred. 10 vagter fra valggrevens egen personlige livgarde, klædt i deres sorte rustninger og brede zweihanders. Men tæt på livgarderne, langs væggen, stod 20-25 andre soldater, klædt i gul og sort fra top til tå. De stod i slående kontrast til livgarderne, med skinnende smykker på deres gul-sorte uniformer, segl, og farverige fjer i deres hovedbeklædning. ”Leitdorf!” Tænkte Seraphina højt, og fik pludselig fuld fokus fra både livvgardere og de Averlandske soldater. Sammen med Marcus og Ingolf havde hun fuld fart mod egetræsdøren til audienssalen, og på afstand kunne det se ud som om både soldater, livvagter og dør, bestod af luft, og Seraphina havde ingen intentioner om at lade sig stoppe.

Magdalena Leitdorf rejste sig på befaling fra Valmir von Raukov, deres rejse havde været lang, og hendes lemmer var ømme trods en ubesværet rejse fra Averheim til Wulfenburg. Det var en kæmpe lettelse, at det ikke var hele hæren, der øjeblikkelig skulle mønstre, efter at hendes onkel, Marius Leitdorf, havde bekendtgjort, at hun skulle rejse til Wulfenburg, med besked om Alexander von Raukov kommende skæbene. ”Fortæl dem kun, hvad de har brug for at vide,” havde Marius sagt til hende, inden han havde vendt sig om for at konsultere med sin trofaste general, Daisy Kurt von Helboring II. Hans genopstandelse var stadig et mysterium for hende. Hun havde haft feberdrømme i hans fravær, som bestod af kometer, ild og blod. I midten stod Marius med sin sædvanlige maniske latter, som hun havde set så mange gange gennem hendes barndom, og deres utallige togter gennem Sorteild passet og de omkringliggende provinser. Hun havde svoret, hun havde set hans genfærd, flere gange, i de store haller på Averheim, men nu var han tilbage i sin sædvanlige form. Det var næsten som om han aldrig havde forladt dem, men hendes drømme holdt fast. Nogle gange var flammerne sorte som sod, og Marius fortsatte hans maniske latter, mens hans ansigt blev opløst i et ocean af blod.

På rejsen blev hun ledsaget af Szysmon Richter, hendes trofast 2. kvartermester, Hedvig von Hildesheim, oppasser og velsignet hofdame af hendes hellige nåde Marina Leitdorf, Cornelius Brücke, nyligt indhentet Oberkaptajn fra Stirland og Heinrich von Eisenfeld, en udsendt Gesandt for Averlands Udenrigskammer. Alle havde været ængstelige, da de krydsede grænsen til Ostland, men instruksen fra Marius havde den ønskede effekt. ”Rejs let, og rejs hurtigt”, derved undgik de nogle store spekulationer ved deres passage gennem de forskellige provinser, og banditter og monstre havde de heldigvis været skånet for, så deres detachement var ankommet som planlagt og intakt. Mødet med valggreven havde været en ubehagelig tanke hele vejen, ikke alene kommer nogle af de mest prominente medlemmer af Leitdorf’s familie, til fødderne af selveste Valmir von Raukov, men at ankomme uden hans søn, guld eller anden form for garanti om de løfter hun skulle overbringe, var i hendes optik, et gevaldigt unødvendigt sats. Må Verena se fornuften i valg af strategi, og holde hånden over dem mens de nøje fulgte anvisningerne fra hendes egen onkel.

”Deres højhed, det er min onkels ønske, at jeg personligt overbringer denne besked.” Startede hun med at sige fra sin plads midt i audienssalen. Salen var proppet af det højere sociale lag. Overdådige kjoler, kofter og utallige våbenskjolde dekorerede salen, som var indhyllet med de traditionelle farver af sort og hvid, hele vejen rundt i salen. For enden af salen stod Valmir’s trone, hævet over folket, dog en forholdsvis simpel trone i træ med udskæringer, der var en slående kontrast til resten af rummet. Dog langt under den standard der blev praktiserede i hallerne hjemme i Averheim, men stadig en royal person værdig.

Den kølige modtagelse fra Valmir, mens han sad på sin trone omgivet af sine ulve, insinuerede at hun kunne fortsætte med indholdet af sin besked. ”Alexander von Raukov har været gæst i Averheim gennem det forgangne år, og efter sædvanlige skikke, er han blevet opvartet som det kræves som søn af en valggreve. Alexander har haft fri adgang til alt hvad kødet måtte lyste, og han har ivrigt taget fra hånden. Din søn trives og har nydt alt fra øverste hylde Averheim kunne tilbyde.” Valmir så stadig ikke særlig fornøjet ud, hun måtte hellere komme frem til kernen i hendes budskab. ”Det er på befaling af hans højhed, Marius Leitdorf, at Alexander von Raukov i denne stund er på vej til Wurtbad i Stirland, hvorfra han med følge sendes til grænselandet mellem Talabecland og Stirland, hvor han omgående vil blive overdraget til hvem end der vil modtage ham.” Et sus gik gennem hele forsamlingen i audienssalen, og Valmir slog et skævt smil. Magdalena fortsatte, ”Alexander bliver ledsaget af udvalgte statstropper samt min egen søster, hendes hellige nåde, Marina Leitdorf, samt det beløb Deres højhed, Valggreve af Ostland, har efterspurgt i udestående gæld fra Marius.” Forsamlingen begyndte en højlydt snak, som slog over i tilråb der tilkendegav en stor lettelse, men også foragt for så lemfældig en afgørelse på den optrappede konflikt. Valmir rejste sig og skulle til at fremsige et modsvar da døren ind til audienssalen blev sparket op med et øredøvende brag. Ind væltede et virvar af soldater, nogle i gul og sort, andre i sort og hvid. Seraphina skubbede de to nærmeste Averland soldater bagover med voldsom styrke, som væltede om på ryggen gennem døren til den store sal. Midt i virvaret trådte nogle Valggrevens livgarder frem for skærme Seraphina, men den første fik en knytnæve i ansigtet, og den anden et spark i skridtet, som sendte dem begge mod det stenede gulv. Seraphina trådte hen over soldaterne der kravlede rundt på gulvet, og havde retning direkte mod Magdalena, som roligt vendte sig mod generalfruen. 

”Hvor er han!” Hvislede Seraphina olmt med mord i blikket. “Han burde være mellem Averheim og Wurtbad lige nu, jeg er sikker på at han længes sådan efter dig, Seraphina, han har trods alt kun haft Marina til selskab i så lang tid nu. Hans tidligere forlovede. Det husker du nok, ikke?” svarede hun storsmilende, inden hun slog over i en høj latter. “Marina…” Seraphina lod navnet glide over sine læber som en forbandelse pakket ind i fløjl. “Den porcelænsdukke med blikket af ingenting og hænder, der aldrig formåede at holde på noget af værdi!” Fortsatte Seraphina, ”en forlovet i navn, men aldrig i sjæl. En pæn tomhed, hvis største bedrift var at forsvinde uden at blive savnet.” Hun tog et skridt tættere på Magdalena, stemmen skarp som en dolk under hofkjolen. “Og du, Magdalena… Du smiler, som om du ejer scenen, men hele salen ved, at du blot er dagens underholdning – pyntet op med andres historier, fordi dine egne er for små til at bære. Du nævner hans navn i håb om at såre mig, men mænd som ham vender altid hjem til ilden, ikke til aske. ” Magdalenas smil blev om muligt bredere, i hvad nogle øjenvidner senere insisterede næsten så ud som beundring, mens andre svor det bare så manisk og afsporet ud: “Årh men jeg… elsker… jo at lege med ilden!” 

Seraphina skulede tilbage mod Magdalena, upåvirket af hendes maniske smil, et smil som hun før er blevet mødt af. Et smil der nærmest smittede i Leitdorf familien, og meget sjældent betød noget godt, for dem som modtog det forbandede smil. “Du elsker ligefrem at lege med ild? Så lad mig minde dig om én ting, Magdalena; Ild kan lokke, varme og forføre, men kun indtil den beslutter sig for at fortære. Leg du endelig videre, lille mø, men når du brænder dig, bliver der ikke engang nok tilbage af dig til at hviske undskyld!” Seraphina greb en fakkel fra væggen, og kastede den i arrigskab efter Magdalena, som med et let buk undgik både ild og gløderne.

Et tumult brød ud mellem de tilhørende og mellem soldaterne, som nu væltede ind i salen. Seraphina tog endnu et skridt frem mod Magdalena, hun kunne mærke hvordan hendes hænder søgte mod Magdalenas hals, og hun så et klart billede af hvordan hun ville kværke livet ud af hende med de bare næver.

Tumulten tog til og slåskampen begyndte at udvikle sig mellem soldaterne. Et virvar af kaos fyldte salen, og pludselig mærkede Seraphina et fast greb i sin arm. Før hun nåede at vende sig om, for at se hvem der vovede at lægge en hånd på hende, hørte hun et højt pift og en ulv kom pludselig hoppende frem foran hende. Den sænkede sine tænder i hånden, der havde taget fat i hende. Hånden tilhørte en stor soldat fra Averland, og ulven havde sine tænder låst i et jerngreb. Den rev i et voldsomt ryk hele underarmen af manden, som var den en tynd og tør gren. Manden skreg et skrig af smerte og væltede bagover. Blod sprøjtede til alle sider, og Seraphina fik det ud over sin puffede kjole.

Et horn gav lyd i salen og alle stoppede op hvor de stod. Den sårede soldat blev hurtigt båret væk af sine kammerater, ud gennem den store dør til audienssalen, hvorefter blodpølen på stengulvet var det eneste der forblev bevis på den udveksling der havde fundet sted. Valmir stod foran sin trone og anskuede forsamlingen, der endnu engang i stilhed ventede på hvad valggreven havde på hjertet. ” Magdalena, rejs hjem og bring mig min søn! Sørg for at han bliver overbragt, i samme tilstand som I tog ham i, dog helst ædru. Jeg forventer som minimum at se ham intakt, men endnu vigtigere, sørg for at hver en mønt, som den galning af en onkel du har, skylder mig, også overleveres som lovet! Ellers kan jeg garantere at dig og din søster, kommer til at opleve en anden form for Ostlandsk gæstfrihed, primært bestående af stensuppe.” 

Med det viftede han med hånden, Magdalena bukkede dybt og trak sig med sit følge fra audienssalen. Da døren lukkede vendte Valmir sig mod Seraphina, Marcus og Ingolf. ”I skal samle de nærmeste statstropper og omgående drage afsted mod Talabheim. Her skal i samle yderligere forstærkninger, Helmut skylder mig, så han vil give jer den støtte i har brug for. Derfra skal I tage hovedvejen mod Wurtbad, men stoppe inden i krydser grænsen til Stirland. Modtag min søn, men allermest det som Marius skylder mig! Seraphina, du kommer hjem med mit guld og søn, i nævnte rækkefølge, eller også følger du Leitdorf søsterne og underlader at vise dig her igen, hvis ikke det lykkedes dig at få fat i det ene, eller andet.” Med det forlod Valmir audienssalen, og Seraphinas skæbne var nu i Sigmars hænder…

Slut på del 3.